vores historie
Histrorien om Boldklubben Vestkysten
I 1904 blev Oksbøl Fodboldklub stiftet. Klubben første formand var Sadelmagermester Nissen. I starten spillede man i en lokal turnering med hold fra Outrup, Nr Nebel, Kvong og Oksbøl. I 1910 var interessen for fodbold meget stor, og formanden, stationsforstander Leding, kunne konstatere, at Oksbøl var en af egnens stærkeste fodboldhold. Efter en kamp mod Vardes førstehold i Frimurerhaven, hvor Oksbøl Fodboldklub vandt 11-0, blev klubben rost for sit fine spil i Ribe Amtstidende. Det var under samme Leding, at klubben skiftede klubben navn til Boldklubben Vestkysten.
I 1926 sørgede Bertel Lauridsen for indmeldelsen i JBU, og de første love blev vedtaget under generalforsamlingen på afholdshotellet. Resultatmæssigt gik det lidt op og ned, måske mest ned, men i 1936 valgtes Urmager Jensen til formand, og der varsledes nye tider. Klubben havde kun et B hold med i JBU, og Jensen gik derfor i gang med at hverve nye spillere. Dette var den rigtige vej, og året efter tilmeldte man et juniorhold. I 1943 kom det første større resultat. Boldklubben Vestkysten blev kredsvinder og rykkede i A-rækken. Denne række blev vundet samme år, og BV skulle spille om kredsmesterskabet mod Videbæk i Ølgod. Sensationen indtraf, og BV rykkede op i mellemrækken.
Interessen for fodbold voksede, og BV kunne mønstre 3 seniorhold og 1 juniorhold. Juniorholdet var stærk og blev ofte kredsvindere. Banerne var blevet meget ringe, og man risikerede, at disse blev kasseret ved turneringskampe. Derfor måtte der et nyt stadion til, og i 1948 blev de baner, vi kender så godt i dag, indviet ved en stor fest. JBU var repræsenteret ved hr. Redaktør Friis. Urmager Jensen var den store drivkraft gennem denne periode og han blev derfor hædret som æresmedlem i 1947.
Klubben har siden 1948 været beliggende i Østergade. I starten var der kun et træskur uden bad, men i 1962 indviede man et nyt klubhus. I 1973 blev huset udvidet med en “samlingsstue” og igen i 1979 med cafeteria og omklædningsrum. I 1977 fik man et nyt lysanlæg.
I 1950 havde BV både et mellemrækkehold og et A hold samt en stor ungdomsafdeling. Klubben havde også en håndboldafdeling samt en afdeling for Fri Idræt. I 1954 fejrede BV sine første 50 år.
Vidste du?
Erling Larsen, født 1954, har altid spillet i klubben og spiller stadig på oldboysholdet i 2019. Larsen har spillet ikke mindre end 402 kampe på førsteholdet, hvorfor de 362 kampe er spillet i streg uden afbud og uden skader. Imponerende og muligvis også danmarksrekord.
Klubbens første fane, der blev skænket af byens unge piger i 1910, blev med stolthed båret af Bøgh Sørensen. Det sjove var at han ikke engang var fodboldspiller, men han var sjælen i næsten alle festarrangementer samt dilettantforestillinger. Festerne var dengang en vigtig indtægtskilde for klubben. Bøgh var altid med hvor der foregik noget i klubben og blev kåret som klubbens første æresmedlem sidst i 40`erne. Så kom ikke og sige, at man skal kunne spille fodbold for at være i en fodboldklub.
I kalenderåret 2017 formåede BV Oksbøl at gå ubesejret igennem samtlige 26 turneringskampe, med 25 sejre og 1 uafgjort, og derved rykke fra Serie 3 til Serie 1. Klubbens 1.holdstræner, Søren Werner Jensen, blev på baggrund af denne bedrift Årets Jyske serietræner i 2017.
Største præstationer i BV
Det var et stort øjeblik i klubbens historie, da de i 1943 rykkede fra B-rækken til mellemrækken. En række man prægede igennem mange år. I slutningen af 1950 voksede BV`s ungdomsafdeling, og afdelingen har siden vundet mange kredsmesterskaber, og enkelte hold er kommet i finalen om det jyske mesterskab. Bla. blev Drenge B i 1973 jyske mestre og Lilleput A blev i 1977 en flot nr 2. I 2001 blev ynglinge mesterrække B jyske mestre.
I seniorafdeling var oprykningen i 1978 til S1 en stor succes. Og fra perioden 1983 til 1987 gik man fra S3 til Jyllandsserien. En periode med et fantastisk sammenhold og med en stor folkelig opbakning.
Ligeledes kommer man heller ikke udenom klubbens bedste år nogensinde, da de i 2017 vandt 25 ud af 26 kampe på hele året og rykkede fra Serie 3 til Serie 1 under ledelse af cheftræner Søren Werner Jensen.