BV udnævner to nye æresmedlemmer

BV udnævner to nye æresmedlemmer

Gunnar Plauborg og Tommy Jensen blev ved Boldklubben Vestkystens årsafslutning hædret. De blev udnævnt til æresmedlemmer af klubben efter mange års flot arbejde for klubben.

Tommy Jensen har brugt store mængder tid som både træner og især som opkridtningsmand, og Gunnar Plauborg har siddet som kampfordeler og deltaget til delegeretmøde for boldklubben i mange år. De har begge siddet i fodboldudvalget (Gunnar Plauborg også som formand) ad flere omgange, og de har begge modtaget BV prisen (Tommy Jensen som den første nogensinde i 1993).

Æresmedlem af BV er ikke noget, man bare lige bliver. Faktisk har BV igennem tiden kun haft syv æresmedlemmer, understreger klubben i en pressemeddelelse.

Det drejer sig om de nu afdøde Bøgh Sørensen, urmager Jensen, Niels Jensen og Hans “Sporty” Jacobsen – og de tre nulevende æresmedlemmer, Erling “Fis” Larsen, Brian Fugleberg og Karl Verner Nielsen – som altså nu får to nye i klubben.